På Generalforsamlingen blev det nævnt, at nogle brugere med en @jafnet.dk-mailadresse oplever forsinkelse på at modtage mails. Foreningen har været i kontakt med YouSee, som står for vores mail-server. YouSee fortæller, at man har installeret en foranstaltning, som skal forhindre en væsentlig mængde af spam-mails i brugernes indbakker. Foranstaltningen kan i visse situationer føre til forsinkelse, når der modtages mail. Det er i situationer, hvor man modtager en mail fra en person/virksomhed, som jafnet.dk-mailserveren ikke har været i kontakt med før. I sådanne tilfælde vil email’en blive sat i karantæne i en rum tid, og herefter vil den blive frigivet til den endelige modtager, når mail-serveren er overbevist om, at det ikke er en spam-mail. Efterfølgende mails fra samme email-afsender burde ikke være berørt og vil blive modtaget og sendt til brugerens indbakke øjeblikkelig.

Teknisk forklaring

YouSee benytter en teknologi, der kaldes Greylisting. Mekanikken er, at Greylisting blokerer en ukendt mail i x antal minutter og hvis den ukendte mail-server ikke forsøger at gensende beskeden efter et stykke tid, så smides mailen i skraldespanden. Man kan lave denne antagelse, da “ordentlige” mail-servere altid vil forsøge at sende mailen flere gange, imens de fleste spam-servere kun forsøger én gang. Man kan læse mere her:

https://www.reddit.com/r/sysadmin/comments/3de8p2/your_opinion_on_greylisting/